Ny Direktør i Data Intelligence

Martin Schramm er ansat som ny administrerende direktør i Data Intelligence. Med god erfaring fra ledelse og salg i industrien skal han sætte retningen for selskabet, der hjælper produktionsvirksomheder med at digitalisere og opnå overblik over data, som danner grundlag for virksomhedernes kommende bæredygtigheds-regnskaber frem mod 2026, hvor nye skærpede krav skal opfyldes og rapporteres.

 

Martin Schramm tiltræder som ny administrerende direktør i Data Intelligence A/S per 1. maj 2023. Han kommer fra en stilling som sales manager i automationsvirksomheden Eltronic A/S, som Data Intelligence oprindeligt udspringer fra. Martin Schramm har derover mange års fra den danske industri, hvor Martin har arbejdet med ledelse, salg og forretningsudvikling, herunder nye løsninger og koncepter som er blevet solgt i den danske industri.

Han overtager posten efter Jesper Rantala, der nu igen bliver bestyrelsesformand i Data Intelligence. Jesper Rantala fortsætter desuden sine andre aktiviteter i Eltronic Group, som Data Intelligence også er en del af.

 

Den afgående og nu nye bestyrelsesformand er glad for, at Martin Schramm har påtaget sig opgaven som direktør:

– Med Martin Schramm får vi en direktør, der har solide rødder i industrien, ved hvad der rører sig hos kunderne og har fokus på det gode og tætte samarbejde. Samtidigt har han et godt kendskab til vores processer og arbejdsgange, som er med til at sikre den høje kvalitet i vores løsninger. Han er den rigtige til at sætte retningen for Data Intelligence, siger Jesper Rantala.

 

Martin Schramm ser også frem til at tiltræde sin nye stilling:

– Jeg er meget beæret over den tillid, Jesper og resten af holdet har til mig. Jeg ved allerede, at det er dygtige og engagerede medarbejdere, jeg kommer til at være blandt i Data Intelligence. Vi ser mange muligheder i markedet, hvor vores løsning går ind og understøtter produktionsvirksomhedernes behov for at kunne digitalisere og automatisere deres data til brug i virksomhedernes kommende krav om ESG-regnskab, således man kan se CO2-aftrykket helt ned på det enkelte færdigproducerede produkt, fortæller Martin Schramm.